Impressionisme

Impressionisme

De oprindelige otte impressionistudstillinger blev holdt i årene 1874, 1876, 1877, 1879, 1880, 1881, 1882, 1886.

Impressionismen

har fået sit navn fra et maleri af Claude Monet, kaldet Impression, Soleil levant (Indtryk, solopgang). Billedet blev i 1874 vist på den første af de i alt otte oprindelige impressionistudstillinger i Paris. Her havde en række yngre kunstnere fundet sammen i, hvad de kaldte et Société Anonyme d’Artistes Indépendants, altså et navnløst og uafhængigt fællesskab. Det var en sarkastisk kunstkritiker Louis Leroy (1812-1885), der i sin anmeldelse af udstillingen greb udtrykket “impression” (indtryk) fra billedets titel. Han brugte det spottende om maleriernes stil og indhold.
Leroy stod ikke alene. Der var mange i samtiden, som følte sig provokeret af stilen og betragtede den som udtryk for en krise i maleriet. Det var åbenlyst, at de værker kunstnerne udstillede repræsenterede banebrydende anderledes opfattelser af, hvordan et maleri kunne se ud. Kritikeren Edmond Duranty (1833-1880), der erkendte bruddet med traditionen, kaldte simpelthen deres stil for La Nouvelle Peinture (Det nye maleri). De udforskende tendenser i det nye maleri betragtes idag som et vigtigt vendepunkt for malerkunsten.
Et karakteristisk træk ved den impressionistiske stil er penselstrøgene, der enkeltvist er sat op overfor hinanden på lærredet. Man kan tydeligt se, hvordan maleren har arbejdet med farven som stof. Denne synliggørelse af selve maleprocessen bliver idag opfattet som en kvalitet i sig selv, men i slutningen af det 1800-tallet blev impressionisternes billeder betragtet som ufærdige og vanskelige at opfatte. Traditionelt havde de malerier, der blev udstillet, en glat overflade-finish, hvor alle spor efter arbejdet med malingen var slettet. Farverne blev gradueret ved hjælp af sort og hvidt. Til forskel fra denne metode eksperimenterede impressionisterne med at bruge rene, ublandede farver – stærk blå, gul, grøn og rød – sat op direkte overfor hinanden og ofte i samspil med blandede farver. Herved opnåede de en voldsom og til tider chokerende lyseffekt.
Rent motivisk bevægede impressionisterne sig også væk fra tidens akademiske historiemaleri, hvor det var mytologiske, historiske eller religiøse emner, der blev taget op til behandling. Kunstnerne malede lysfyldte landskaber direkte på stedet kaldet friluftsmaleri eller plein-air maleri, eller de tog udgangspunkt i plein-air maleri og fuldførte lærredet i atelieret. De var også optaget af at male “det moderne liv” i storbyen. De foretrukne emner blev boulevarder, caféer og teatre – industrialismens spor i landskabet, med dens jernbaner, broer og fabrikker – eller mere øjebliksbetonede interiører og portrætter.

Blandt de kunstnere, der udstillede på den første impressionistudstilling i 1874, var Paul Cézanne, Edgar Degas, Claude Monet, Berthe Morisot, Camille Pissarro, Pierre-Auguste Renoir og Alfred Sisley. De arbejdede alle meget forskelligt med maleriet, men havde det tilfælles, at de ønskede at markere sig uafhængigt af det officielle kunstliv. Derfor viste de kun sjældent deres billeder på de censurerede Salonudstillinger i Paris.
Alle de nævnte kunstnere er repræsenteret på Ordrupgaard med væsentlige værker.

 

Hør museumsdirektør Anne-Birgitte Fonsmark fortælle om Ordrupgaards franske samling.