Guld og grønne skove. Ordrupgaard 100 år

Til september tages det første spadestik til Ordrupgaards nye underjordiske tilbygning Himmelhaven. Den omfattende byggeproces betyder, at museet lukker for besøgende i to år, men heldigvis skal Ordrupgaards fine samling af dansk kunst ikke samle støv. Samlingen, der tæller navne som L.A. Ring, Vilhelm Hammershøi, Fritz Syberg, Johannes Larsen m.fl., drager nemlig ud i landet, hvor den skal besøge en række prominente museer, blandt andet Ribe Kunstmuseum, Holstebro Kunstmuseum og Skovgaard Museet.

Skønt stilheden fra september vil sænke sig over de gamle stuer, hvor museumsstifter Wilhelm Hansen boede med sin hustru Henny, vil man stadig kunne opleve Hansens fine samling af dansk kunst – dog ikke i de vante rammer på Ordrupgaard. I 2018 drager museets danske samling på Danmarksturné, hvor endnu flere danskere vil få mulighed for at nyde malerierne på kunstmuseer over hele landet. Udstillingen, som markerer Ordrupgaards 100-års fødselsdag, har fået titlen Guld og grønne skove. Ordrupgaard 100 år – en titel, som henleder tankerne på de naturskønne omgivelser omkring museet, samt Wilhelm Hansens passion for dansk guldalderkunst.

Ordrupgaard fylder år

For snart hundrede år siden havde den velstående forsikringsmand Wilhelm Hansen en drøm. Han ønskede at dele sin imponerende kunstsamling med sine medborgere, og sammen med sin hustru stiftede han i 1918 Ordrupgaard. Et århundrede senere kan man stadig besøge museet mellem træerne i Charlottenlund, dog er der siden kommet en kunstpark, en tilbygning og nye værker til samlingen. Wilhelm Hansens drøm lever stadig. En drøm, som er grundlaget for at Ordrupgaard i 2018 kan fejre 100-års fødselsdag. Udstillingen Guld og grønne skove. Ordrupgaard 100 år sætter fokus på nogle af de værker, som var med til at etablere Wilhelm Hansen som kunstsamler. Værker, som normalt er en del af Ordrupgaards faste samling, og som derfor sjældent udlånes.

En omvendt fødselsdagsfest

Guld og grønne skove. Ordrupgaard 100 år er en slags omvendt fødselsdagsfest, hvor Ordrupgaard rejser ud til gæsten og ikke omvendt. På denne måde vil mange flere danskere få en oplevelse af stedets store samling af dansk kunst fra det 19.- og 20. århundrede, hvilket normalt er forbeholdt Ordrupgaards egne gæster.

”Vi er naturligvis kede af den forestående lukkeperiode, men vi er til gengæld utroligt glade for at kunne sende vores fine danske samling på turné rundt i Danmark. Vi håber at rigtig mange danskere vil få glæde af samlingen – både dem som allerede har oplevet den på Ordrupgaard, og dem som aldrig har været her. Turnéen er en unik mulighed for at dele en af Danmarks fineste kunstsamlinger med resten af landet, og vi glæder os meget til at se vores værker i nye rammer og til samarbejdet med museerne”, siger Ordrupgaards direktør Anne-Birgitte Fonsmark.

Noget for enhver smag

Udstillingen henvender sig til et bredt publikum. Den tager udgangspunkt i Wilhelm Hansens ofte lystbetonede kunstkøb og præsenterer således en bred vifte af forskellige kunstnere og stilarter – der vil altså være noget for enhver smag. Samlingen tæller værker af C.W. Eckersberg, L.A. Ring, Johannes Larsen, Fritz Syberg, Theodor Philipsen, Joakim Skovgaard, Viggo Johansen og mange flere. Guld og grønne skove. Ordrupgaard 100 år fortæller historien om tilblivelsen af en af Danmarks fineste kunstsamlinger og giver samtidig et spændende indblik i den samtidskunst, som Wilhelm Hansen beundrede og elskede.

Guld og grønne skove. Ordrupgaard 100 år vil kunne opleves på en række danske museer fra starten af 2018. Ordrupgaard vil snarest muligt offentliggøre en komplet liste over de museer som vil vise udstillingen.