Carsten Höller planter 3 meter høj paddehat på Ordrupgaard

Carsten Höller planter 3 meter høj paddehat på Ordrupgaard

Han har udstillet kæmpe rutsjebaner på Tate Modern i London, lukket levende rensdyr og kanariefugle ud på Hamburger Bahnhof og installeret roterende karruseller på New Museum i New York. Det går ikke stille for sig, når den tyske kunstner Carsten Höller udstiller sine overraskende og legesyge værker, der har gjort ham til et af de største navne på den internationale samtidskunstscene. Heller ikke på Ordrupgaard, hvor han fra 6. juni er aktuel med en tre meter høj paddehat. Værket, der hedder Giant Triple Mushroom, er skabt specielt til museets park, hvor det tårner sig op mellem træerne og størrelsesmæssigt forvandler gæsterne til små insekter i skovbunden.

 

Paddehatten bliver vist som en del af Kunstpark Ordrupgaard. En treårig satsning, hvor højt profilerede samtidskunstnere skaber stedsspecifikke værker med udgangspunkt i museets parkomgivelser.

 

Hver sommer åbner parken med et bidrag af en eller flere kunstnere. Sidste år med værker af den danske kunstner Jeppe Hein. I år åbner parken den 6. juni med værker af bl.a. Carsten Höller.

 

Carsten Höller er født i 1961 i Bruxelles og bor og arbejder i Stockholm

 

Foto: Carsten Höller: Giant Triple Mushroom, 2011. Photo Marianne Obst. Courtesy the artist and Herbert-Gerisch-Stiftung