Barbizon

Barbizon-skolen

Barbizon-skolen var en af de retninger, der dyrkede landskabsmaleriet i 1800-tallet. Barbizon er en landsby sydøst for Paris ved den store Fontainebleau-skov. I 1800-tallet var den tilholdssted for kunstnere, der tog fra storbyen til skoven for at male i det fri.

Betydningsfulde kunstnere i skoven

Når man ligefrem taler om en Barbizon-skole, er det fordi mange betydningsfulde kunstnere dyrkede området omkring Barbizon som inspirationskilde til deres malerier. Helt centrale er Théodore Rousseau (1812-1867), Narcisse Diaz de la Peña (1808-1876), Charles-François Daubigny (1817-1878), Antoine-Louis Barye (1796-1875) og Camille Corot (1796-1875).

Også impressionisten Claude Monet arbejdede i Fontainebleau-skoven, og på Ordrupgaard hænger værket Chailly-pavéen i Fontainebleau-skoven fra 1865.

Guddommelig natur

Alle de nævnte kunstnere betragtes ofte som forgængere for impressionisterne mht. malemåde. Rent holdningsmæssigt adskiller Barbizon-skolens malerier sig dog fra impressionisternes, idet Barbizon-skolens kunstnere dyrkede naturen som guddommelig, som det bl.a. ses i Rousseaus skovbilleder. Modsat impressionisterne handler Barbizon-skolens landskabsmaleri ikke nødvendigvis om at gengive et bestemt øjeblik, men om at videregive en form for eksistentiel følelse af stedets ånd og af en stemning, der kan vare ved.

Maleprocessen som en del af fortællingen

Barbizon-skolens kunstnere malede sig frem til en korrespondance mellem naturoplevelsen og selve maleoplevelsen. Det vil sige at de både dyrkede landskabet og maleakten med samme intensitet. Og det betyder, at de som impressionisterne efter dem, synliggjorde maleprocessen blandt andet ved at betone enkelte penselstrøg eller klatter af maling tydeligt lagt på i billedets overflade.

De udelod den mytologiske fortælling – med fx guder og gudinder som traditionelt hører til landskabsmaleriet – og lagde den på sin vis ind i selve måden landskabet males på. Barbizon-skolen og dens tilhængere grundlagde kort sagt ideen om, hvordan et moderne landskabsmaleri kunne se ud, når selve det at male er en stor del af begivenheden og fortællingen.

Landskabsmaleri med udspring i traditionen

Malerierne tager udgangspunkt i akademiske traditioner for landskabskomposition hos fx Corot og Rousseau, hvor træernes vertikale linier er nøje afstemt med skovbundens eller skovsøens horisontale linier til et harmonisk hele. Det er vigtigt at se Barbizon- malerne i forhold til denne tradition for at få øje på det eksperimenterende i deres maleri.

Hele satsningen på landskabsmaleriet udsprang tildels fra akademiske landskabsmalere som Achille Michallon (1796-1822) og Jean Victor Bertin (1767-1842), som havde været lærere for nogle af Barbizon-malerne.

Tæt på naturen

Hos Barye og Diaz de la Peña var der en særlig stor interesse for at gå tæt på naturens overflader: en klippeside, en træstamme, skovbunden etc. Desuden var de optaget af jagtscener, hvor beskueren ser vildtet, de ridende jægere og løbende hunde komme ud mellem træerne ad små skovstier. Disse emner giver en anden form for dramatisk billedfortælling end det længsels- og andagtsfulde udtryk hos fx Millet og Rousseau.

Barbizon-skolen på Ordrupgaardn

På ordrupgaard hænger værker af Rousseau, Diaz de la Peña, Daubigny, Barye og Corot.

Antoine-Louis Barye: Klippelandskab i Fontainebleau-skoven

 

Hør museumsdirektør Anne-Birgitte Fonsmark fortælle om Ordrupgaards franske samling.